Musicalguiden til dig, der elskede Hamilton

Af Lucca Pedersen

Foto fra “Hamilton” på Disney+

Har du for nyligt opdaget Hamilton, og hører du nu musikken på repeat? Så er du ikke den eneste! Kulturminister, Joy Mogensen, har for nyligt besluttet, at der skal laves flere musicals på Det Kongelige Teater. Og det er godt nyt til dig, der har fået smag for genren. Men vidste du, at Hamilton ikke er ny, og at der findes masser af musicals, der bare venter på, at du får øje på dem?

KultFix guider dig til at komme i gang med at se flere musicals. 

1. The Book of Mormon

Kalder alle South Park-fans! Skaberne bag den berømte animationsserie har nemlig også skrevet en musical; The Book of Mormon. Musicalen fik stor succes, da den udkom i 2011, særligt på grund af sin grænsesøgende humor og banger sanghits. Handlingen foregår omkring to amerikanske mormoner, der udsendes til Afrika for at udbrede deres religiøse budskaber.
The Book of Mormon er en fantastisk sjov musical, der med sine fabelagtige melodier og begavede tekster med garanti vil få dig til at grine og synge højlydt.

Hvis du kunne lide Hamilton, vil du også elske…

2. West Side Story

West Side Story er én af musicalklassikerne og dermed en af verdens mest elskede. Næste år kan du opleve West Side Story i Danmark på Det Kongelige Teater. Musicalen er løst baseret på Shakespeares kendte roman; Romeo og Julie, der i denne version hedder Tony og Maria, og historien foregår i et bandemiljø i New York i 1950’erne. 

West Side Story er blevet filmatiseret flere gange, og den bliver det igen næste år. Denne gang er det Steven Spielberg, der har instrueret filmen med Ansel Elgort i den mandlige hovedrolle.

3. Les Misérables

Når man taler om musicals, er det svært at komme uden om klassikeren over dem alle. Les Misérables har spillet i over 35 år på West End (teatergaden) i London og blev i 2012 filmatiseret. Handlingen foregår under den franske revolution, og musicalen er særligt populær på grund af sine stærke karakterer og sange såsom; On My Own og I Dreamed a Dream.

I filmen fra 2012 medvirker blandt andre kendte skuespillere som: Anne Hathaway (Catwoman), Hugh Jackman (Wolverine) og Sacha Baron Cohen (Borat). 

4. Waitress

Waitress er en musical fra 2015. Den handler om servitricen Jenna, der arbejder i Joes Diner, hvor hun elsker at bage tærter. Waitress er en romantisk, iørefaldende og underholdende musical, der i starten blev overset en anelse til fordel for Hamilton, der udkom samme år. Heldigvis er Waitress’ popularitet kun steget siden, og den kan for første gang opleves i Danmark på Det Ny Teater i København næste år.

Hvis du gerne vil være én af dem, der har styr på trenden inden for musicals, er det godt at kende til Waitress. Den er nemlig blevet et smash hit på Broadway og er først nu ved at indtage Danmark.

5. Little Shop of Horrors

Little Shop of Horrors er en lidt ældre musical, der indimellem får ny opmærksomhed. I 1986 blev den filmatiseret for første gang med Steve Martin i rollen som den brutale tandlæge. Musicalen er virkelig sjov, og den indeholder én af Broadways mest elskede duetter; Suddenly Seymour, der i 2017 blev sunget af Ariana Grande og Seth MacFarlane i James Cordens Carpool Karaoke.

Der går rygter om, at musicalen snart bliver filmatiseret igen. Rygterne siger også, at castet blandt andet vil bestå af to skuespillere fra Marvels Avengers; Chris Evans (Captain America) og Scarlett Johansson (Black Widow). 

6. In the Heights

Til sidst bliver vi nødt til at nævne musicalen: In the Heights. Den siger dig muligvis ikke noget, men den er faktisk skrevet af manden, der også har skabt Hamilton: Lin-Manuel Miranda. Ligesom Hamilton, består In the Heights også af rap og hiphop musik. Allermest spændende er det, at musicalen udkommer på film til næste år, hvor Anthony Ramos, der spillede John Lawrens og Phillip i Hamilton, skal spille hovedrollen. 

Der er dermed mange grunde til, at lige nu er det perfekte tidspunkt at starte med at se musicals. Og hvis du er nervøs for at komme for langt væk fra alt det, du elskede i Hamilton, er In the Heights et rigtig godt sted at starte. God fornøjelse!