Af Emma Sophia Nilsson
(P3 GULD i Musikkens Hus, Aalborg. Foto: Emma Sophia Nilsson)
Har du også undret dig over, hvordan DR under Corona’en kunne afholde så stort et pris-show? Har du tilmed også altid drømt om at være publikum til P3 GULD? Så skal du læse den her historie. Den vil nemlig fortælle om, hvordan det er at opleve showet live. Psst – der vil selvfølgelig også komme en vaskeægte KULT●FIX anmeldelse til sidst.
”Det’ skøre tider, alle prøver at finde en vej – gennem to pandemier, den ene er mig (…). Når jeg ser den her sal, er den ikke halvt tom, men halvt fuld. Alt er vendt op og ned, ligger det ned, så det er godt, de ved – Jeg flækker P3 Guld.”
Sådan startede showet. Indledt af ingen ringere end Queen Bitch, Tessa! Og det er virkelig skøre tider – særligt hvis du drømmer om at komme til koncert. Hvis du er en trofast seer af P3 Guld, så vil du vide, at showet blev afviklet lidt anderledes i år.
The Golden Ticket
For første gang blev P3 Guld afholdt i Jylland – helt præcist i Nordens Paris, Aalborg. For at sikre dig en billet skulle du være hurtig. D. 4 februar kl. 12.30 blev billetterne sat til salg, og bare 3 minutter senere var de revet væk. Lykken over at have ”The Golden Ticket”, ligesom deltagerne i Charlie og Chokoladefabrikken, var dog kortvarig. Showet nåede både at udmelde, at de ville afholde det uden publikum, herefter aflysning – men til sidst genopståelse, med en ny dato og med helt nye retningslinjer for showet.
Og her kommer den første ting, som er helt anderledens for P3 Guld i år. Showet skulle afvikles med et siddende publikum – og med afstand. Derfor skulle du igen være hurtig, da billetsalget atter åbnede for tidligere billetholdere, hvor kun halvdelen kunne få fingrene i en billet. Hvis du var en af heldige, så ville du med det samme sætte kryds i kalderen til oktober.
Smil – du er på
Endelig kom dagen d. 17 oktober (hvilket kan føles som langt væk, når du oprindeligt har købt dine billetter i starten af februar). Dørene åbnede kl. 19.30. Musikkens Hus var oplyst af lilla lys, og en rød løber bød dig velkommen. Ved billetkontrolløren var der skræmmende nok ingen kø, hvilket allerede mindede dig om, at det ville blive et anderledes show i år. Og dog – der var stadig fyldt med kvinder på kvindetoiletterne, tænkte du.
Salen var på samme måde oplyst af lilla lys og skærme med guldskrift: P3 GULD. Det var helt tydeligt, at alle blandt publikum fik et lille sug i maven ved synet af det.
Du satte dig ned på din plads – og med god plads, for publikum måtte kun sidde på hvert andet sæde. Og det blev der holdt øje med af personalet, for du ville kunne komme i fjernsynet. En lille smule starstruck ville du kigge ned på de hvide sofaer foran scenen. Det var her, at alle kunsterne skulle sidde under showet.
En halv time før showstart skulle alle sidde klar på deres plads – tid til briefing. En dame instruerede publikum i, at vi skulle blive siddende på vores pladser under hele showet. Skulle vi på toilettet, var instruksen klar; Ræk hånden op, og bliv fulgt ud af personalet. På samme måde måtte vi heller ikke forlade vores plads efter showet. Også her skulle vi vente på, at personalet gjorde tegn til, at det var vores rækkes tur til at forlade salen.
Det næste, som blev fortalt, var dog det mest overraskende. Du måtte ikke synge med. Du måtte ikke synge med til et prisshow for dansk musik med live optræden.
Dit fortvivlende ansigtsudtryk varede dog ikke længe. Det var tid til opvarmning af publikum. Her kunne du, som aalborgenser, godt blive sat på prøve, da du for eksempel til din sidemakker skulle sige ”jeg elsker dig” og til din anden side sige, at personen var flot. Vi blev instrueret i, hvordan kameraet ville bevæge sig rundt, og det var vigtigt, at vi smilede, da optagelserne skulle bruges til det show, som ville blive sendt i tv’et.
Showtime
Selvom Musikkens Hus giver god lyd, ville du alligevel synes, at det var mærkeligt stille, at ingen sang med. Det var trods alt hit på hit. Alle kunne alle linjerne. Til gengæld fik du lov til at opleve, hvor hurtigt scenefolkene lavede et sceneskift – samt mulighed for hurtigt at gætte, hvem næste kunster på scenen var.
Du blev instrueret i, hvornår det var vigtigt at klappe under showet. Og du smilede det bedste, du har lært, for hvem ved, om du ville blive filmet. Skuffet ville du kunne konstatere, at publikum næsten ikke blev filmet.
Fortryllet af sceneshow, særligt Gangers eventyrlige univers med lyserødt og lilla lys, der blev reflekteret ud af en kæmpe discokugle. Lige der – kunne du godt glemme, at du sad med afstand. Du kunne godt glemme Corona og drømme dig ind i sangenes univers.
KULT●FIX giver: 3 ud af 5 prikker ●●●○○
Fordi en koncert desværre bare ikke er det samme siddende og uden mulighed for at synge med på dit yndlingshit! Dog skal showet have Credit for de flotte sceneshows.