Af Heidi Albrechtsen 

Foto: Emilia Therese for Aarhus Teater

Christian Lollike er en af den danske scenekunsts mest omtalte dramatikere og instruktører. Han er manden bag teater Sort/Hvid. Et teater, der er en scene for kunst, politik og alt herimellem. Intet er for stort eller småt – heller ikke når en pandemi hærger.

Teater du ikke glemmer

Når du går ind i salen til en Lollike-forestilling, ved du aldrig helt, hvad du skal forvente.
Dramaturg ved Nørrebro Teater, Mads Andersen, husker selv sit første møde med Lollikes dramatik tydeligt:
’’Jeg blev hele tiden overrasket over det, der foregik. Voldsomt sprog og iscenesættelse, dværge der crowdsurfede. Alt det jeg forventede, blev fuldstændig skudt til jorden.’’

Og den nye forestilling er ingen undtagelse, selvom corona-virussen har givet nogle benspænd.

En fortælling om blindhed

Lollikes seneste forestilling, En fortælling om blindhed, er en iscenesættelse af den portugisiske forfatter og nobelprismodtager, José Saramagos´ roman af samme navn.
I forestillingen bliver en by ramt af en blindheds-epidemi. Én efter én bliver de ramt og forflyttes til et sindssygehospital, hvor de må kæmpe for deres overlevelse. Men forestillingen adskiller sig fra alt, hvad jeg før har oplevet som teatergænger.

Publikum får besked på at spritte hænder af og tage mundbind på, før vi bliver vist ind i salen, hvor en masse feltsenge er sat op. I midten af rummet står Simon Matthews, som er skuespiller, og venter ved en hesteskoformet disk. På disken står et glasbur med rotter, et kranium og andre ting, der mest af alt får det til at minde om en gal videnskabsmands laboratorium. 

Den opfattelse forstærkes yderligere af Matthews uhyggelige ydre; klædt i hvidt fra top til tå, skaldet, malet hvid i ansigtet med en jokerlignende mund og sorte bryn. Han ligner en karakter fra en gyserfilm. 
I midten af den hesteskoformede disk står et stativ med et plastikansigt, hvor to mikrofoner, en i venstre og en i højre side, går ud i rummets høretelefoner.

Sanserne skærpes

Publikum bliver bedt om at finde en seng, sætte sig ned og tage nogle store dykkerlignende briller på. Gennem brillerne er det ikke muligt at se klart, men jeg kan fornemme lyset i rummet, der i løbet af forestillingen skifter i intensitet og farve. Slutteligt kommer høretelefonerne på – og så starter historien. 

Det er en mildest talt en vild oplevelse. 

Synet er taget fra os alle, og samtlige andre sanser i min krop arbejder på højtryk, mens en audiofortælling spreder den ubekvemme stemning gennem høretelefonerne. 

Panik, angst, overlevelse og overgreb spreder sig mellem borgerne på sindssygehospitalet, hvor magten er hos dem, der stadig kan se, og desperationen tager til blandt de blinde.

Oplevelsen er til tider decideret klam og ubehagelig. Jeg ligger stille i feltsengen og kan ikke flygte fra historien. Undervejs stiller Matthews spørgsmål, der bunder i dilemmaer fra fortællingen:

’’Ville du ofre din krop for fællesskabets skyld?’’, hvorefter han lyser med lygte rundt i det mørke lokale og beder os række hånden op. 

Lydfortællingen er skruet fantastisk godt sammen. Lydeffekterne og skuespillernes levering er så realistiske i fortællingen, at det flere gange giver et fysisk sæt i min krop, og jeg vrider mig i ubehag i feltsengen. Det understøttes yderligere af Matthews overbevisende præstation og brugen af lys.

Tankevækkende teater

Efter forestillingen er jeg udmattet. Aldrig har min krop været så meget på arbejde i en forestilling, til trods for at jeg paradoksalt nok har ligget ned i lidt over en time.
  Forestillingen griber alle de retningslinjer, der er udstedt, og den vender dem til sin fordel. Der er mange pendanter fra forestillingens epidemi til den verdensomspændende Corona-pandemi, der gør, at den bliver i mine tanker i flere dage.

’’Du kan ikke bare gå ind og se en forestilling, Lollike har lavet, og så tænke, at det var en fed oplevelse – eller en god historie. Det sætter sig i dig, og du er nødt til at tage stilling til det, du har set. Du kan ikke ignorere de temaer, der er på spil. Det gør Lollike på en måde, jeg ikke har set i andre teaterstykker. Og det er vigtigt,’’ slutter Mads Andersen.

Publikum bliver så at sige tvunget til at forholde sig, og hvem ved, måske i sidste ende blive klogere – også i en tid med mundbind, håndsprit og afstand.