Af Lucca Pedersen og Emma Sophia Nilsson
(Fotografi af de omtalte bøger ”Den sorte enkes by”, ”Udstillet”, ”Øjebliksbilleder” og ”Krænkelsen” på Aalborg hovedbibliotek. Foto af: Emma Sophia Nilsson).
Det er efterår og corona, og snart inden du ved af det, så er det også juleferie. Tre gode grunde til at lade dig fortrylle af en god bog. Vi har spurgt bibliotekar, Dorthe Svendsen, fra Aalborg bibliotek om hendes tre bedste boganbefalinger til jer. Husk endelig, at I altid kan få gode tips og inspiration til bøger på jeres lokale bibliotek.
Du skal læse den her historie, hvis du vil blive klogere på, hvilke bøger du bare MÅ læse. Vi kan allerede godt afsløre, at det ikke bliver kedeligt! Vi har udvalgt bøger til jer om livet efter deltagelse i et realityprogram, flere syn på, hvad en krænkelse er, og hvordan det er at være ung med Instragram i hånden.
UNG: ØJEBLIKSBILLEDER
Har du nogensinde drømt om at skrive en bog? For Sofie Riis Endahl blev drømmen allerede til virkelighed som 17-årig, da hun skrev sin første roman: Sindstequila, der modtog store roser fra anmelderne. Allerede året efter udgav hun en ny bog med titlen: Øjebliksbilleder.
Øjebliksbilleder er en ungdomsbog, der sætter ord på mange af de ting, der er mega svært ved at være ung: Stressen over at opdatere sociale medier med de perfekte billeder – og bekymringerne over de opslag, der ikke får nok likes. Kunsten at balancere et socialt liv, gode karakterer og kærligheden. Den svære navigation i at leve i en virtuel og virkelig verden på samme tid.
I romanen følger vi gymnasiepigerne Ingrid og Johanne, der på mange måder minder om de fleste. Bogen er bygget op som en dagbog, hvor hver af pigerne skiftevis fortæller historien fra deres synspunkt. Johanne og Ingrid søger begge lykken i at være populær og have den rigtige kæreste. Men det er problematisk at være veninder, når fyren, man vil have, er den samme, og man ikke er helt enige om, hvad det vil sige at være veninder…
Sofie Riis Endahl gik selv i gymnasiet, da hun skrev bogen. Hun beskriver livet som ung så relaterbart, at man føler, at man kender Ingrid og Johanne. Deres hverdag minder om alle andres med: Tinder, Calvin Klein-underbukser og “Sikker sex med Liberal Alliance”. Øjebliksbilleder er underholdende, sød og godt skrevet.
REALITY: UDSTILLET
Har du egentligt tænkt over, hvordan tilværelsen er efter deltagelse i et reality-program? Og har du tænkt over, hvad de medvirkende underskriver i kontrakt med producenten om, inden det bliver optaget?
I bogen Udstillet følger vi Ida og Oliver som begge har deltaget i realityprogrammet ”Grænseløs”. Det er dog forskellige realities, som møder dem, efter programmet er blevet sendt. Grænseløs er det nye realityprogram, hvor seerne kan følge deltagerne i forskellige udfordringer, der skal skubbe ved deres grænser. Det er alt fra at blive begravet, springe bungee jumps, komme igennem forhindringsbaner med levende slanger og drikke urin.
Og det er hér, at flere af deltagerne måske kommer til at gøre noget, som de senere fortryder. Handlingerne skaber konsekvenser, men ikke for TV-selskabet – det har deltagerne nemlig skrevet under på.
Fortællingen er fiktion, men forfatteren har udtalt, at de kontraktuddrag, som er med i bogen, er inspireret af rigtige kontakter, der er blevet lækket til pressen.
Nice to know: Bliver du vild med Nicole Boyle Rødtnes univers, og er du måske i forvejen fan af The Handmaid’s Tale, så kan vi klart også anbefale trilogien “Rød og blå”, hvor første bog “Den sorte enkes by” er udkommet. De næste to vil blive udgivet i år. Helt kort kan vi fortælle, at i bogens univers Viduana lever kvinder og mænd adskilt. Men i modsætning til The Handmaid’s Tale, er det i Viduana kvinderne, som styrer. Mere vil vi ikke afsløre!
ME TOO: KRÆNKELSEN
Kan du også synes, at det kan være svært at sætte ord på, hvad en krænkelse er? Det kan du blive klogere på i Krænkelsen af Bertill Nordahl. I krænkelsen er den nye pige klassen, Beatrice, blevet udsat for en krænkelse i kolonihaven, hvor hun ender uden tøj på. Men som en hver anden historie, kan den have mange fortællinger. Bogen giver derfor syv forskellige forklaringer fra klassekammeraterne om, hvad der egentligt skete. Både af dem som gjorde det, men også af dem, som så det ske.